1.1 Formål

Formålet med indkomststatistikken er at belyse niveauet og fordelingen af de optjente indkomster i samfundet. Ved at sammenholde indkomstoplys-ningerne med demografi er det muligt at belyse indkomsterne hos forskellige grupper – eksempelvis fordelt på køn, alder og fødested. Endvidere er det ved at sammenholde tal fra flere år muligt at belyse indkomsternes udvikling over tid. Endelig kan statistikken belyse indkomsterne i forskellige husstandstyper samt de samlede personindkomster og –skatter i samfundet.

Det skal understreges, at indkomststatistikken ikke giver et fuldstændigt billede af velstand og forbrugsmuligheder. Eksempelvis behandles områder som formue og subsistensøkonomi ikke. Det skal endvidere understreges, at statistikken ikke må forveksles med en lønstatistik.

1.2 Datagrundlag

Grundlaget for indkomststatistikken er de skattemæssige slutopgørelser (S31) for samtlige skattepligtige personer. På baggrund af disse indberet-ninger danner Grønlands Statistik et basisregister indeholdende indkomst-, skatte- og personnummeroplysninger for alle personer, der er skattepligtige i Grønland. Ud fra dette basisregister dannes yderligere tre registre; Et person-, et husstands- og et skatteorienteret register. For at danne de to førstnævnte registre er basisregistret samkørt med Grønlands Statistiks befolknings- og husstandsregister. Disse omfatter opgørelser over den samlede befolkning og dens fordeling efter demografiske kendetegn som køn, bopæl, fødested m.m.

 

De tre indkomstregistre danner grundlag for hvert sit selvstændige område inden for indkomststatistikken. I det følgende redegøres der for indholdet i de enkelte registre og deraf udledte statistikker samt de begrænsninger, som de enkelte områder har.

1.2.1 Personorienteret indkomststatistik

Den personorienterede indkomststatistik danner grundlag for størsteparten af opgørelserne i denne publikation. Statistikken er dannet på baggrund af det personorienterede register, der er en samkøring af det indkomststatistiske basisregister og det grønlandske befolkningsregister. Registret indeholder foruden indkomstoplysninger således også oplysninger om køn, alder, bopæl m.m.

 

For at kunne foretage retvisende gennemsnitsanalyser indeholder det person-orienterede indkomstregister kun personer, der har været bosat i landet hele året, og hvis alder med rimelighed kan betragtes som potentiel til erhvervelse af betydende indkomst. Kriterierne for at indgå i registret er:

 

-          Personen optræder i befolkningsregistret både primo og ultimo det pågældende år.

-          Personen er mindst 15 år ved udgangen af året.

-          Personen er registreret i de skattemæssige slutopgørelser (S31).

-          Personen har været skattepligtig hele det pågældende år.

 

Basisregistret for 2011 indeholder indkomstoplysninger for 49.776 personer, mens tallet for det personorienterede register er 41.808 personer. Omkring 16 pct. af de skattepligtige personer i basisregistret er således frasorteret i det personorienterede indkomstregister, da de ikke opfylder alle de ovennævnte kriterier.

1.2.2 Husstandsorienteret indkomststatistik

Det husstandsorienterede indkomstregister bygger på bopælsoplysningerne i befolkningsregistret. For hver husstand optælles antallet af voksne og antallet af børn.[1]  Fra det personorienterede indkomstregister knyttes indkomst-oplysningerne til, og disse summeres over hver husstand. Eventuelle indkomster fra børn under 15 år, der som tidligere anført ikke indgår i det personorienterede register, lægges til efterfølgende. For at kunne foretage mere retvisende sammenligninger af indkomster i husstande med forskellige størrelser og sammensætninger, er der anvendt yderligere et indkomstbegreb, ækvivalensindkomst – læs mere herom i afsnit 1.3. Den husstandsorienterede indkomststatistik er først og fremmest velegnet som indikator for forbrugs-mulighederne i samfundet. Det skal bemærkes, at det udelukkende er det husstandsorienterede indkomstregister, der danner grundlag for belysningen af indkomstfordelingen.

 

Med begrebet husstandsindkomst forstås den samlede indkomst optjent af personer, der er tilmeldt den samme folkeregisteradresse. Da husstande ikke nødvendigvis er sammensat ud fra familiære relationer, kan statistikken ikke sidestilles med en familieorienteret indkomststatistik.

1.2.3 Skatteorienteret indkomststatistik

Det skatteorienterede register omfatter alle skattepligtige personer i et givet år, uanset bopæl og skattepligtens omfang. Derfor egner den skatte-orienterede indkomststatistik sig primært til summariske opgørelser, og den bør primært bruges som en indikator for den generelle konjunkturudvikling i samfundet. Derimod egner den sig hverken til betragtninger på individniveau eller til at vurdere indkomstfordelingen.

1.3 Begreber og definitioner

Begrebet bruttoindkomst dækker over en persons eller en husstands[2]  samlede indkomst før skattebetaling. Bruttoindkomsten inkluderer kun de indkomst-typer, der fremgår af selvangivelsen, og som er af skattemæssig interesse. Ikke-skattepligtige monetære indkomster indgår følgelig ikke i opgørelsen af bruttoindkomsten, ligesom ikke-skattepligtige sociale ydelser heller ikke er inkluderet. Ligeledes er ikke-skattepligtige naturalieindkomster – som for eksempel værdien af produkter fra fangst og fiskeri til eget forbrug – ikke inkluderet i bruttoindkomsten.

 

Den skattepligtige indkomst er en skatteteknisk størrelse, der danner grundlag for den endelige skatteberegning. Den skattepligtige indkomst beregnes ved at trække de i skattelovgivningen definerede fradrag fra bruttoindkomsten, og opgørelser af den skattepligtige indkomst har primært administrativ interesse. Fra et statistisk perspektiv udmærker den skattepligtige indkomst ved at være det indkomstbegreb, hvor der er længste tidsserie i hele indkomststatistikken. Begrebet har derfor en vis historisk interesse.

 

Det bør understreges, at ændringer i skattelovgivningen gennem tiderne bevirker, at sammenligninger af den skattepligtige indkomst over tid skal foretages med varsomhed. Foruden det lovgivningsmæssige spiller ændringer i struktur og opgørelsespraksis i rådata også en vis rolle i den henseende.

 

Indkomst efter skat beregnes ved at trække den endelige slutskat fra brutto-indkomsten, og begrebet beskriver derfor, hvor meget en person reelt har til rådighed. Indkomst efter skat er et indkomstbegreb, der kun benyttes i den personorienterede indkomststatistik, mens de reelle forbrugsmuligheder i den husstandsorienterede indkomststatistik beskrives med indkomstbegrebet den disponible indkomst.

 

Den disponible indkomst er et indkomstbegreb i den husstandsorienterede indkomststatistik. Den refererer den samlede husstandsindkomst fratrukket skatter og tillagt ikke-skattepligtige sociale ydelser såsom boligsikring. Den disponible indkomst anses for at give det mest fyldestgørende billede af en husstands reelle forbrugsmuligheder.

 

Idet begrebet husstand kan dække over mange typer af sammensætninger, lader de samlede indkomster i to forskellige husstande sig ikke nødvendigvis sammenligne. Eksempelvis må det antages, at det kræver en noget større indkomst for et ægtepar med tre børn end for en enlig uden børn at opnå den samme velfærd. Omvendt kan det med rimelighed antages, at der er visse stordriftsfordele ved at være flere personer i en husstand, hvorfor den førstnævnte husstand ikke er nødsaget til at optjene en fem gange så stor indkomst som den enlige for at opnå samme velfærdsniveau.

 

For at kunne foretage mere retvisende sammenligninger af de reelle forbrugs-muligheder er det derfor valgt at opgøre husstandenes ækvivalens-indkomster, hvor der tages højde for størrelse og sammensætning af den enkelte husstand. Ækvivalensindkomsten beregnes ved at dividere en husstands samlede indkomst med en given ækvivalensvægt, der afspejler husstandens sammensætning. Til beregning af denne vægt anvendes OECDs standard, hvor den første voksne person i husstanden vægter 1. Eventuelt andre voksne vægter hver 0,5, mens alle børn hver vægter 0,3.[3]  Ækvivalensvægten for en given husstand beregnes da ved at summere de enkelte personers vægte. Således har husstanden med to voksne og tre børn ækvivalensvægten 1+0,5+0,3+0,3+0,3 = 2,4, mens husstanden med én voksen uden børn har vægten 1. Har de to husstande indkomster på henholdsvis 300.000 kr. og 150.000 kr. vil de respektive ækvivalens-indkomster således være henholdsvis 300.000 kr./2,4 = 125.000 kr. og 150.000 kr./1 = 150.000 kr.

 

Begrebet realindkomst – også benævnt købekraft – beskriver forholdet mellem indkomstniveau og prisniveau og er således et udtryk for de reelle forbrugsmuligheder. En stigning i indkomsterne forøger forbrugs-mulighederne, mens prisstigninger – inflation – omvendt begrænser mulighederne for forbrug. Realindkomsten vil derfor stige, hvis væksten i indkomster er højere end prisstigningerne, og købekraften siges da at være styrket. Tilsvarende svækkes købekraften, hvis priserne stiger mere end indkomsterne. Realindkomsten er et overordnet gennemsnitsmål for befolkningens forbrugsmuligheder, hvor gennemsnitsindkomsterne på landsplan sættes i forhold til prisændringerne i en gennemsnitlig forbrugs-sammensætning.

 

En persons alder opgøres ved slutningen af referenceåret.

 

Den 1. januar 2009 blev de 18 gamle kommuner lagt sammen til fire store kommuner. Idet opgørelser med den gamle kommuneinddeling imidlertid stadig har lokal interesse benyttes denne i publikationen som sekundær inddeling. De af denne inddeling afgrænsede geografiske områder benævnes distrikter. Sammenhængen mellem de to inddelinger ses i Oversigt 1.1.

 

Oversigt 1.1 Kommuner og distrikter

 

Kommune Kujalleq	Kommuneqarfik Sermersooq	Qeqqata Kommunia	Qaasuitsup Kommunia
Nanortalik	Ivittuut	Maniitsoq	Kangaatsiaq
Qaqortoq	Paamiut	Sisimiut	Aasiaat
Narsaq	Nuuk		Qasigiannguit
	Tasiilaq		Ilulissat
	Illoqortoormiut		Qeqertarsuaq
			Uummannaq
			Upernavik
			Qaanaaq

 

 

Der findes enkelte beboede områder i landet, der ikke er underlagt kommunal administration. Disse er samlet i gruppen Uden for kommunal inddeling, og den væsentligste lokalitet heri er Pituffik. Selvom indkomsterne i områderne ikke præsenteres i tekstkapitlerne i publikationen, indgår i de i beregningerne for hele landet. Tal for indkomster i Uden for kommunal inddeling kan findes i såvel Kapitel 6 i nærværende publikation som i Grønlands Statistikbank bank.stat.gl.

 

Et decilsæt findes ved at sortere de observerede værdier efter størrelse og derefter opdele dem i 10 delmængder – kaldet deciler – med samme antal observationer. 1. decil er da mængden af observationer med de 10 pct. laveste værdier, 2. decil er de følgende 10 pct. og så fremdeles. Indkomster fordelt på deciler opgøres enten som gennemsnittet inden for decilen eller som den maksimale indkomst inden for decilen. Eksempelvis kan medianindkomsten aflæses som den maksimale indkomst i 5. decil. Af diskretionshensyn offentliggøres maksimale indkomster i 10. decil ikke.

 

Gini-koefficienten er et mål for graden af indkomstulighed – jo højere værdi, desto større ulighed. For at gøre det muligt at sammenligne internationalt beregnes Gini-koefficienten ud fra de ækvivalerede disponible husstands-indkomster. En præcis definition af Gini-koefficienten kan eksempelvis findes i Christen Sørensen: Økonomisk fordeling, Systime, 1999.

 

Grønland har ingen officiel fattigdomsgrænse, men internationalt benyttes målet risk of poverty rate (ROP) som en indikator for relativ fattigdom. Målet beregnes som den andel af befolkningen, der bor i en husstand, hvor den disponible husstandsindkomst ligger under en fastsat procentdel af medianindkomsten. Typisk anvendes 40, 50 eller 60 pct. som øvre grænse.

 

80/20-ratio angiver forholdet mellem den samlede indkomstmasse for de 20 pct. med de højeste indkomster og den samlede indkomstmasse for de 20 pct. med de laveste indkomster. For at gøre det muligt at sammenligne med internationale opgørelser beregnes 80/20-ratio på baggrund af de ækvivalerede disponible husstandsindkomster på personniveau.[4]

1.4 Metode til belysning af indkomstfordelingen

Udgangspunktet for studierne af indkomstfordelingen er principperne i The European Union Statistics on Income and Living Conditions (EU-SILC), der er et koordineret statistisk samarbejde i EU-regi omhandlende befolkningernes levevilkår herunder i særdeleshed indkomstforhold. EU-SILC beskriver en lang række fælles statistiske indikatorer på området, og de væsentligste af disse er udvalgt til beskrivelse af den grønlandske indkomstfordeling. Beregningerne er blevet foretaget ud fra en EU-SILC-manual, hvor samtlige indikatorer er nøje defineret med tilhørende algoritmer, og hvor eventuelle krav eller begrænsninger er bemærket.

 

Metoden i EU-SILC, der er EU-standard, opfylder tillige OECD-kravene på området, og den anvendte metode anses derfor at opfylde de relevante internationale standarder. Alligevel bør sammenligninger med andre lande foretages med en vis varsomhed. Forskelle i og fordelingen af det individuelle offentlige forbrug – dvs. offentlige ydelser direkte rettet mod enkeltpersoner[5] – betyder, at en sammenligning af to landes indkomstfordelinger ikke nødvendigvis giver et retvisende billede af fordelingen af de reelle forbrugs-muligheder. Grønland har et relativt højt individuelt offentligt forbrug, og det skønnes at sammenligneligheden er størst med de andre nordiske lande. Det skal understreges, at selvom det individuelle offentlige forbrug i to lande er på samme niveau relativt set, kan den faktiske fordeling heraf på indkomst-grupper være meget forskellig.

 

En anden faktor, der begrænser mulighederne for at sammenligne med internationale tal, er forskelle i de kilder, hvorfra indkomstdata hentes. I den grønlandske indkomststatistik stammer data – med ganske få undtagelser[6] – fra skattemyndighederne, hvorfor de anvendte indkomstkilder begrænses til de med skattemæssig interesse, og de som skattemyndighederne har kendskab til. Ikke-skattepligtige monetære indkomster indgår ligesom sort arbejde og indkomster fra kriminelle aktiviteter ikke i indkomstopgørelserne. Ligeledes er ikke-skattepligtige naturalieindkomster ikke inkluderet, hvilket er et centralt forhold, der må formodes at have en vis betydning for sammen-ligningsgrundlaget med andre lande. For selvom det ikke er praksis i EU-SILC at medtage naturalieindkomster, så må subsistensfangst- og fiskeri i Grønland antages at udgøre et så væsentligt bidrag til forbrugsmulighederne for dele af den grønlandske befolkning, at tallene ikke giver det fulde billede af den reelle indkomstfordeling. Antages det, at subsistensøkonomiens relative betydning er størst i lavindkomstgrupperne, vil tallene for såvel ulighed som den relative fattigdom være overvurderet i forhold til de faktiske niveauer. Egetforbruget af produkter fra fangst og fiskeri er ikke tilstrækkelig afdækket til at vurdere, hvor stor betydning dette forhold har.

1.5 Begrænsninger og faldgruber

Grønlands forholdsvis lille befolkning betyder, at man må forvente relativt store udsving, når opgørelser sammenlignes over tid. Dette forhold træder endnu kraftigere frem, jo mindre de befolkningsgrupper er, som analyserne foretages på. Man skal følgelig være varsom med at drage alt for omfattende konklusioner på baggrund af enkeltstående årlige ændringer.

 

Som beskrevet i afsnit 1.4 er der en række indkomsttyper, der ikke er inkluderet indkomstopgørelsen. Den vigtigste af disse antages at være de subsistensøkonomiske indkomster.